En strategi uden indhold
Det er ret vildt vildt hvor mange, der lever af at levere indhold men ikke forstår værdien af det indhold.
Nogle licenserer indhold andre har skabt og nogle investerer selv i at få det lavet. Netflix gør eksempelvis begge dele: De betaler licenser for at få kendte film og serier på deres streaming-platform, og så investerer de selv i at udvikle film og serier til deres platform.
Uanset hvilken type indhold de viser dig, så er de nødt til at optimere én ting: Hvis du er startet på noget, så skal du se det færdigt.
For licenseret indhold er der ofte aftaler i stil med, “hvis brugeren har set x % af en film, så skal I betale den fulde licens”. I så fald betaler Netflix måske hele beløbet, hvis du har set 30% af en film. De tjener flere penge ved, at du ser de sidste 70% end at du starter en ny film.
Hvis det er indhold, de selv har produceret, så betaler de typisk ikke licens. Hvert minut du bruger på det indhold er penge sparet fra licenseret indhold. Det er derfor, at du ser Netflix anbefale ret meget af deres eget indhold på din forside.
Men der sker også noget andet, når du ser en film færdig: Du får en oplevelse. Måske endda en god oplevelse. Den gode oplevelse tillægger værdi i de penge, du betaler for Netflix hver måned.
Netflix er et eksempel på nogle, der forstår den konkrete værdi af indhold. Danske medier–eller bare medier–forstår det ikke på samme måde, og det kommer virkelig bag på mig.
Medier investerer hver eneste dag i indhold. Ofte er det artikler som på et eller andet tidspunkt udkommer digitalt. Selvom de investerer i det indhold, som er hele deres produkt, så hjælper de aldrig læserne med at læse det færdigt.
Sidste uge åbnede jeg Informations app og fandt en længere artikel, jeg gerne ville læse. Jeg kom halvvejs igennem, og så blev jeg afbrudt. Næste dag ville jeg gerne læse den færdig, men nu var den væk fra appen for at gøre plads til dagens nyheder. Og hvis det lykkedes mig at finde den, ville jeg selv skulle huske, hvor jeg var kommet til.
Den var ikke længere relevant for Information, men den var stadigvæk relevant for mig.
Jeg er ret træt af "Netflix for x" eller "Spotify for y"-strategier men i det her tilfælde kunne danske medier lære enormt meget af, hvordan de virksomheder behandler indhold.
Når jeg opsiger et abonnement hos Information, så er det fordi, jeg ikke føler, at jeg får læst indholdet. Jeg har tiden til at læse, men jeg får ikke nok hjælp fra dem til at læse det færdigt. Den gode oplevelse jeg fik ved at se en film hos Netflix får jeg ikke hos den digitale avis. Jeg blinker med øjenene, og så er er det tid til dagens nyheder.
En god indholdsstrategi handler ikke så meget om, hvordan indholdet skal laves. Den handler om, hvordan man får det læst og set færdigt.
Kenneth Larsen Nyhedsbrev
Deltag i nyhedsbrevet for at modtage de seneste opdateringer i din indbakke.